Black Friday med hjælp fra Google Ads

Skrevet af Andreas Bjørn Troelsen, Google Ads konsulent, d. 23.10.2018

Den 23. november falder Black Friday – året største handelsdag. Dette er en dag som mange virksomheder føler, de må forholde sig til på den ene eller den anden måde – og det er tilsyneladende med god grund. Her vil vi give nogle tips og tricks til, hvad dig og din virksomhed kan gøre for at skille sig ud på Black Friday med hjælp fra Google Ads.

Black Friday vokser – også online

På dansk jord har Black Friday ikke mange år på bagen. Vi skal bare tilbage til 2013 før en række webshops introducerer fænomenet på dansk jord. Men siden har udviklingen taget fart. Ifølge Nets var Black Friday i 2017 den dag i Danmark, hvor der blev købt for de største summer; hele 2,1 mia. kr., hvilket er en stigning på 5,6% i forhold til året før. Ud af dette rekordstore beløb udgjorde e-handlen 13,6% af omsætningen – en stigning på godt og vel to procentpoint sammenlignet med tallene fra 2016.

Hvis disse tal fortæller os noget, så er det, at Black Friday ikke bare er et hult marketingstunt, men en lukrativ forretning. Det gælder også Black Friday på Google Ads.

En måned med kamp om søgningerne

Black Friday udmærker sig ved at have et soleklart peak. Modsat juleindkøbene, er der med Black Friday nemlig ikke noget, der hedder at gøre sine indkøb i god tid. Som forbruger kan du lave lidt forberedende research, men når alt kommer til alt, så har du én dag at handle på. Og det afspejler sig i søgeadfærden.

Som det fremgår af grafen nedenfor, så skal vi helt frem til en til to uger før Black Friday, før vi ser interessen for dagen for alvor begynde at røre på sig. Men så går det til gengæld også stærkt. I dagene op til stiger de Black Friday-relaterede søgninger pludselig til vejrs, for så til sidst at eksplodere fuldstændig på selve fredagen.

 

Ja, grafen taler næsten for sig selv; Black Friday er en dag, hvor der er gang i søgningerne. Og det betyder kamp om søgningerne.

Men hvad kan jeg så gøre for at blive bemærket på Black Friday?

Det kan næsten være helt angstprovokerende at skulle kaste sig ud i kampen om søgningerne på Black Friday. Heldigvis er der dog nogle forberedelser, du kan gøre både under og op til dagen, for at din virksomhed kommer foran i køen hos de købelyste forbrugere:

  • Promoveringsudvidelser – Informér de søgende omkring dine kommende tilbud

Tidligere på året introducerede Google promoveringsudvidelser til deres søgeordsannoncering. I al sin enkelthed er dette et tillæg til din søgeordsannonce, hvor du med et par linjers tekst kan gøre opmærksom på, at du afholder udsalg Black Friday.

  • Display – Lav noget larm!

Display-annoncering er mest af alt opmærksomhedsskabende annoncering. Med en iøjnefaldende Display-kampagne, der i ugerne op til Black Friday fokuserer på dit forestående udsalg, kan du gøre dit til, at du står frem i bevidstheden, når dine potentielle kunder går til tasterne om fredagen.

  • Remarketing – Opbyg et kundekartotek til dagen og de kommende højtider

I måneden op til Black Friday kan du sørge for at køre dine Remarketinglister i stilling, så du på dagen kan byde ekstra aggressivt på at få værdifulde tidligere besøgende i hus. Hvis du har opsat dine Remarketinglister korrekt, har du ydermere en liste med værdifulde besøgende, som du eksempelvis kan gøre nytte af den opfølgende (men i Danmark mindre udbredte) Cyber Monday, eller når juleindkøbene for alvor bliver aktuelle. Du kan læse mere om Remarketing og Remarketinglister her https://www.sgme.dk/blog/google-ads-remarketing.

  • Budget – Overvej om dit ordinære budget er nok til en ekstraordinær dag

Da der er stor rift om Google søgninger på Black Friday, kan det være en rigtig god idé at hæve sit budget samt efterlade rum til at kunne hæve sine bud. Man vil nødigt rasle for langt ned i søgeresultaterne eller i værste tilfælde slet ikke få sine annoncer vist.

Hvilke virksomheder bør lægge en Black Friday strategi?

Inden du smider, hvad du har i hænderne for at lægge alle dine Google Ads æg i Black Friday kurven, bør du overveje om disse to punkter er gældende for din forretning:  

  1. Nem, hurtig og gnidningsfri online handel

Tilbyder din virksomhed et produkt eller en service, hvor en færdig handel typisk foregår nemt, hurtigt og gnidningsfrit online, så er det formentlig værd at lægge nogle annoncekroner til side til Black Friday.

For mange webshops såvel som rejseselskaber vil det derfor kunne give mening at have en Black Friday strategi. Knap så oplagt vil det imidlertid være for en tømrer- eller en blikkenslagerforretning, hvor hver enkelt handel ofte kræver individuelt skøn og dialog.

Af førnævnte grunde klarer Google Shopping-annoncering sig også notorisk godt på Black Friday.

  1. Udsalg vil gøre indtryk på kunderne uden at udhule avancen

Et grundlæggende spørgsmål, man bør stille sig ved ethvert udsalg, er hvorvidt ens varer tåler et nedslag i pris til fordel for evt. mersalg. En dag som Black Friday er dette en ekstra vigtig overvejelse at gøre sig ifm. Google Ads, da det denne dag også vil kræve ekstra annoncekroner at gøre sit udsalg bemærket. 

Kontakt din rådgiver

Hvis al denne snak om glødende dankort og e-handelsrekorder har gjort dig nysgerrig omkring Black Friday, så spørg din rådgiver omkring mulighederne for din virksomhed, eller tag kontakt til Søgemedier A/S på tlf. 70 23 10 23.

God handelsfest!