Få andel i den store shoppeglæde

Skrevet af Josephine Manthai, Marketingkonsulent, d. 13.10.2017

Kaos i gågaderne, kø ved kassen til indpakning og svimlende beløb kørt igennem på kortet. De danske forbrugere brugte intet mindre end 30 milliarder på julegodter og -gaver i 2016. Som virksomhed bør vi kæmpe for at slå konkurrenterne og få andel i den store shoppeglæde.

Men hvordan lander ordren hos dig og ikke din konkurrent? Vi har lavet forarbejdet for dig. En kort guide til, hvordan du bliver synlig og brander dig. Svaret? MED ONLINE MARKEDSFØRING.  

De næste måneder er travle, men undervurdér ikke effekten af at være synlig på bl.a. Google og Facebook samt det at have en hjemmeside/webshop, der er klar til de mange juleshoppende. 

4 gode råd til julens online markedsføring

(1 råd for hver advent – de kan dog pakkes ud når som helst)

1) Udvælg produkter/produktkategorier

Vi starter ud med at spørge os selv, hvilke produkter og produktkategorier bør være i fokus? For ja vi vil gerne sælge hele vores produktportefølje, men vi skal bruge ”noget” til at tiltrække forbrugernes opmærksomhed. Det gør vi med unikke, lækre, populære, spændende eller anderledes produkter. Vi skal have de juleshoppende ind i butikken eller ind på webshoppen. Når de først er der, så opstår der julemagi. 

2) Kend din målgruppe

At have styr på målgruppen burde være lige til og så alligevel. Overvej, hvem der egentlig køber julegaverne hjemme hos dig? Og hvor foregår juleshoppingen? Så langt så godt. Kend din målgruppe er et spørgsmål om at ramme så effektivt som muligt. Hvem handlede hos jer sidste år? Hvem har sengetøj eller håndvægte (dit produkt) øverst på ønskesedlen? Brug gerne viden fra tidligere år. Vi skal selvfølgelig målrette til dem, der er tilbøjelige til at købe dine produkter! 

3) Prioriter relevante platforme 

Når vi har styr på produkter og målgruppe, så overvejer vi, hvilke platforme vi bør tage i brug. Skal årets julefrokostmenu nå en stor rækkevidde med Facebook annoncering, eller skal weekendopholdet vises frem med Google Display annoncer? Find ud af hvilke platforme der kan give din virksomhed værdi i disse måneder, og hvor din målgruppe er tilstede. For du vil jo gerne være top-of-mind hos forbrugerne, og det bliver du bl.a. gennem branding og synlighed. 

4) Vær kreativ - Hvad vil du gerne fortælle?

Sidst men ikke mindst så gælder det om at skille sig ud. Er det en kliché? Ja, men alt andet lige stadig afgørende. Hvad vil du gerne fortælle? På hvilken platform? Til hvilken målgruppe? Vær kreativ, tænk ud af boksen eller pak budskabet lækkert ind. Den rette løsning her afhænger af produktet, og hvem I gerne vil nå ud til.