Vind den distraherede forbruger

Skrevet af Kasper Mechlenborg Olesen, Google Ads konsulent, d. 23.03.2018

Du kender det sikkert godt: du er ved at planlægge en rejse sydpå over sommeren. Men før du bestiller din rejse, vil du lige sondere det digitale terræn godt og grundigt. Listen over besøgte websites bliver hurtig lang, inden du endelig beslutter dig for hvilket rejseselskab, der skal vinde dit feriebudget. Og på det tidspunkt har du sikkert allerede glemt halvdelen af din søgehistorik og kan derfor ikke finde tilbage…

Som annoncør er det aldrig sjovt at blive glemt. Heldigvis gør Remarketing det muligt for dig at målrette annoncer til tidligere besøgende af dit website eller webshop. Du kan derfor forblive i bevidstheden hos den dyrebare målgruppe af brugere, der i forvejen har vist interesse for dine services, produkter eller virksomhed, og som derfor er mere tilbøjelige til at foretage konverteringer hos dig. Og her er der som sådan ingen begrænsninger. Remarketing i AdWords kan sættes op i relation til alle typer AdWords-annoncering på tværs af Googles tilgængelige netværk:

  • Søgenetværket (søgeordsrelateret annoncering – Google Shopping falder også under denne kategori)
  • Displaynetværket (bannerannoncer der vises på hjemmesider og platforme, som indgår i Googles Netværk)
  • Gmail-netværket (e-mail annoncering rettet mod brugere af Gmail)
  • YouTube-netværket (annoncering på YouTube)

Kun fantasien – og antallet af besøgende - sætter grænser for din målretning

Når de tekniske krumspring er implementeret, bl.a. indsættelse af sporingskode på websitet, er det nødvendigt at bestemme, netop hvilke tidligere besøgende du vil ramme med Remarketing. Det kan være, at du vil målrette din Remarketing-annoncering til alle, der inden for de seneste 30 dage har besøgt dit website; det kan være du vil målrette alle besøgende, der har lagt et produkt i indkøbskurven i din webshop, eller måske vil du fokusere på noget helt tredje. Summa summarum: kan det spores på dit website, så kan du også målrette imod det. Det handler bare om at udpege de besøgende, der skaber størst værdi for dig og din virksomhed.

Men - og dette er et vigtigt ”men” - for at din Remarketing annoncering rent faktisk kan aktiveres, kræver det, at den udvalgte målgruppe – og følgende din Remarketingliste – rummer et vist antal brugere, afhængigt af hvilket netværk du annoncerer på:

  • Displaynetværket kræver min. 100 brugere på din Remarketingliste.
  • Søgenetværket, YouTube-netværket og Gmail-netværket kræver min. 1000 brugere på listen.

Når du lægger din Remarketingstrategi, er disse tal gode at have i baghovedet. Det bliver nemlig sværere at opnå det nødvendige antal brugere på dine Remarketinglister, jo mere snæver din målgruppe er.

Sæt skub i din Remarketing via andre kanaler

For at skabe Remarketinglister, der rummer brugere nok til visning, kan det være en rigtig god idé at tiltrække det nødvendige antal brugere via regulær AdWords annoncering. Sørg derfor for at lægge dit AdWords budget på et niveau, så det kan opretholde de ønskede lister. Dermed ikke sagt, at alt håb er ude, hvis det er småt med penge på kistebunden. Hvis man arbejder med lave budgetter, kan der være god fidus i at køre Remarketing op til store udsalg eller mærkedage, som en måde at nå ud til købeinteresserede brugere, for derefter at skrue ned for blusset, når alt er tilbage ved det normale.

Kend din målgruppe og din besøgstid

Som med al AdWords-annoncering, er det også med Remarketing vigtigt at kende sine kunders beslutningsprocesser. Hvad driver dine kunder til at foretage et køb, og hvor lang tid er de om at beslutte sig for at vælge en udbyder? Sælger du et produkt eller en service, der kræver lang tids overvejelser, er det vigtigt at fastholde sin relation til de besøgende over en længere periode, end hvis du sælger en ydelse, hvor der ikke er langt fra tanke til tegnebog.

I AdWords kan du opsætte regler for, hvor længe og hvor ofte du målretter annoncer til personer på dine Remarketinglister, så du sikrer, du udnytter dine budgetter bedst muligt.

Alt i alt er Remarketing et effektivt værktøj til at skabe værdi for mange typer forretninger. Lyder AdWords Remarketing som noget for din virksomhed, så tag en snak med din rådgiver omkring dine muligheder, eller tag kontakt til Søgemedier A/S på tlf.: 70231023.