Masser af LED-lys, kaffe og fart på

d. 02.04.2020

Hvordan kickstarter du din dag? 

Min morgen starter med 2 kopper kaffe, mens jeg tjekker Dribbble, Muzli og Codepen, der oplyser mig om nyt inden for UI/UX. Jeg plejer ikke at spise morgenmad, men efter et godt bad får jeg styr på dagsordenen, inden vi holder morgenmøde med web-, design- og frontend-afdelingerne. Så er arbejdet ligesom skudt i gang. 

Hvordan er din normale påklædning til hjemmearbejde? 

Jeg går generelt i komfortabelt tøj, som ikke ser for ferie- og fritidsagtigt ud, fordi det ikke duer at tage joggingbukser på. Så bliver man hurtigt lidt ”slap” i det. Mit normale tøj er hættetrøje og pæne (men behagelige) bukser… De hedder performance pants, og jeg har 8 slags, fordi jeg nærmest ikke går i andet. 

Hvordan ser dit hjemmekontor ud? 

Hvis man skal beskrive det bedst, er det nok enhver 13-årig computernørds drøm. Hvidt kontor, kæmpestor computer, mange, store skærme og en lækker, sort kontorstol. Og så er der ellers lys i computeren, tastaturet, musen, bag bordet og over det hele. Det er ret nørdet, men jeg synes, det er vildt fedt at sidde ved.  

 

Nørdetronen

Har du et fedt trick til at få noget ud af dagen? 

Det er rart at sidde i sine hjemlige omgivelser, så man skal huske at nyde de positive sider - og så er det lækkert at arbejde ved min egen computer. At man selv styrer sine pauser, gør desuden, at man virkelig kan knokle igennem, imens man er koncentreret, og så lægge pausen fornuftigt, når man har brug for et break. Det er virkelig effektivt, og jeg synes helt sikkert, det kan mærkes på produktiviteten. 

Hvilke måltider holder du dig mest effektiv med? 

Jeg er vist ikke så god til at spise struktureret i løbet af arbejdsdagen. Om formiddagen er det oftest riskiks og så rugbrød til middag. Min kæreste kommer også gerne ind med et rundstykke om formiddagen, fordi jeg ellers glemmer at spise. Til gengæld er aftensmaden så sund, at det vejer op for mit chokoladeforbrug, som er markant højere hjemme, end det er på kontoret. 

Hvilke pauser hjælper dig med at holde fokus? 

Jeg bruger oftest pauserne på at lave kaffe eller trække lidt luft for at rydde hovedet. Det vigtigste er at kunne blive på sin plads, imens koncentrationen er højest og så kunne forlade stolen i 5 minutter, når det passer ind i både opgaver og koncentrationen. Så kan man holde dampen oppe i lang tid. 

Hvilke distraktioner skal du især være opmærksom på? 

Vi har rygende travlt, så det er ikke så svært at bevare fokus  heldigvis. Når vejret er virkelig godt, kunne det være rart at kunne tage computeren med i gårdhaven, men den ærgrelse står jeg vist ikke alene med. Jeg bruger også en del af min fritid ved computeren, så jeg er nødt til at have en klar markering af, hvornår det er arbejde, og hvornår jeg har fri, for at kunne lægge opgaverne helt til side. Det bliver oftest med en gåtur. 

Gode tips til at overleve hjemmearbejde? 

Det er vigtigt at lægge pauserne fornuftigt, og huske at holde dem. Selvom vi ikke selv har valgt at arbejde hjemmefra, er det også vigtigt at vi husker at nyde de fordele, det medfører. Jeg kan selv sove en halv time længere hver dag, fordi transporten mellem hjem og arbejde er skåret ned til nogle enkelte meter. Og generelt – hold arbejde og fritid adskilt. Det kan være svært at være opmærksom på – især i travle perioder.