Sådan skriver du et konkurrenceopslag, der kan sættes flueben ved!

Skrevet af Rebekka Karstoft Social mediespecialist, d. 03.08.2020

Konkurrencer på Facebook er supergode til at skabe aktivitet og interaktion på din Facebook side. Det er en god måde at brande din virksomhed og skaffe nye følgere. Der er rigtig mange virksomheder, som afholder konkurrencer på Facebook, men det er desværre langt fra alle, som overholder Facebooks konkurrenceregler.

I værste tilfælde kan Facebook lukke din Facebook side ned, hvis den overtræder konkurrencereglerne. Vi har lavet en guide med alle de informationer, du skal bruge for at afholde en lovlig konkurrence på Facebook.

No go

  • Du må ikke kræve, at deltagerne skal dele dit opslag (I stedet kan du opfordre folk til at dele det gode budskab. Det kunne fx være aktuelt, hvis præmien er tiltænkt en større gruppe.)
  • Du må ikke kræve tagging af Facebook-venner. (Dog må man gerne opfordre til at tagge eller fortælle andre om konkurrencen.)
  • Du må ikke kræve, at folk skal like din side for deltagelse. (Du kan i stedet opfordre folk til at like din side.)

Go, go, go

  • Du må gerne kræve, at folk skal like dit opslag for at deltage.
  • Du må gerne skrive, at deltageren skal smide en kommentar i konkurrenceopslaget. (”Skriv i kommentarfeltet, hvem du gerne vil dele julekurvens indhold med.” Dette øger rækkevidden og interaktionen på dit opslag. Og typisk vil folk faktisk tagge den person på Facebook, som skal have del i præmien.)
  • Du må gerne stille et spørgsmål, som kræver et svar for deltagelse. (”Hvor mange kg. vejer vores nye gravemaskine?” Igen øger det opslagets rækkevidde, da interaktion er en nødvendighed.
  • Du må gerne kræve, at folk skal indsætte et billede i kommentarfeltet.

Det med småt, som du dog SKAL huske

  • Du må ikke invitere deltagerne til at like din side efterfølgende. Det måtte man tidligere.
  • Du skal skrive, at konkurrencen på ingen måde er sponsoreret, støttet, administreret af eller forbundet med Facebook.
  • Konkurrencen skal følge markedsføringsloven i det gældende land.

Det er naturligvis drønvigtigt at dine følgere har lyst til at følge din side og virksomhed – også når en konkurrence er afsluttet. Den salgs følgere deler, liker og kommenterer på dine opslag, og på den måde bliver gode budskaber spredt. Men det hjælper altså ikke at tvinge dem med ombord. Det giver ikke gode resultater OG det er er ulovligt.

Hvad er det værste, der kan ske?

Overholder du ikke konkurrencereglerne, kan Facebook i værste tilfælde lukke din side. Den kan ikke genoprettes, så det er HELT fra scratch, hvis du fortsat ønsker at være social.

Og bemærk så lige:

  • Der er ingen advarsel, før Facebook lukker siden eller sletter konkurrenceopslaget.
  • Vores erfaring er, at Facebook kan nedsætte rækkevidden for dit konkurrenceopslag, hvis du ikke overholder reglerne.
  • Du kan få svært ved at sætte annoncering op for dit konkurrenceopslag, hvis det strider mod Facebooks regler.

Udtrækning af vinder

  • Du kan selv finde en tilfældig vinder, der opfylder konkurrencekravene.
  • Du kan benytte et online-system, som trækker en tilfældig vinder for dig.
  • Du kan offentliggøre vinderen på Facebook siden og sende en privatbesked via Facebook til personen.

Præmier

I forbindelse med afholdelse af konkurrencer på Facebook, skal du betale spilleafgift til SKAT. Du kan læse mere om regler for indberetning hos SKAT.dk. Senest 15 dage efter at konkurrencen er afsluttet, skal virksomheden oplyse afgiften via TastSelv under ’Punkt afgift’. Læs mere om det her.

Inden afholdelse af konkurrence skal din virksomhed ligeledes registreres for spil uden indsats. Det sker på virk.dk. Registrering af virksomheden på www.virk.dk skal ske ved at udfylde blanket: Spil uden afgift -> Blanket 29.063 (virksomheden skal logge ind).

Du skal desuden selv sørge for godkendelse, hvis der nævnes en ekstern virksomheds navn eller produkter bruges som præmie. Det kunne være ved udlodning af billetter til en forlystelsespark.

For at være på den sikre side, opfordrer vi altid til at holde dig opdateret på de nyeste regler fra Facebook og eventuelt lovgivning på området i det pågældende land. Hvis du har spørgsmål til guiden, er du altid velkommen til at kontakte en af vores Facebook-eksperter.