Vi stiller skarpt på tidens tendenser inden for webdesign - læs med her!

d. 20.02.2020

Webtrafikken fra mobiler har, som vi skrev op til jul, i de sidste år overgået trafik fra computere, og vi forventer som forbrugere, at indholdet spiller optimalt på alle vores enheder.

Det betyder, at dit website er nødt til at være optimeret til både telefon, computer og tablet for at sikre dine kunders oplevelse. Det starter med brugervenligheden men kræver også et enkelt, æstetisk design og konsekvent, høj hastighed. Disse tendenser er bærende elementer for al webdesign i 2020, og det fortæller Trine Reinholdt, leder for webafdelingen, mere om her: 

Fuld knald på grafiske toner og stilarter

Først og fremmest skal du fange øjnene. Det betyder, at der skal fart på de klare, skrappe og mættede farver, som er virkemidler, der hjælper dig med at skille dig ud. Din hjemmeside skal altså både være æstetisk tiltalende, og stå frem i brugerens hukommelse ved at stjæle deres opmærksomhed. Brug også gerne skygger og mørkere farver, som kan give din side mere dybde og ro. Det afslapper brugerens øjne, så de giver sig bedre tid til at kigge rundt i din digitale butik - og det er præcis det, du bør sigte efter.

Derfor er det nødvendigt at holde en række nøgleord i baghovedet, når din side skal have nyt design. Det skal nemlig være simpelt, overskueligt og skimme-venligt, det skal være iøjnefaldende og interessant, og så skal det være mindst ligeså hurtigt, som de lynhurtige telefoner dine mulige kunder bruger. Og så skal du ikke være nervøs for at indsætte gode, men uperfekte personbilleder eller håndtegnede elementer. Det giver din hjemmeside et nærvær og en charme og giver dine besøgende et indtryk af din og din virksomheds personlighed. Dette menneskelige indtryk gør, at de i større grad besøger en person end en virksomhed, og danner grundlag for personlige tilhørsforhold. 

Lad dog, for himlens og din egen skyld, være med at bruge højglanspolerede stock photos af ukendte, men fuldkomne mennesker og steder. Dine besøgende ved udmærket godt, at det ikke er rigtigt, så pas på med Shutterstock - også selvom det er nemt!

Animationer og hurtige billeder

Dine og dine besøgendes øjne er naturligt skruet sammen til at opdage bevægelse. Det er altså et snydetrick til at fange opmærksomheden, som du kan udnytte med animationer, gifs og videoklip.

Det bedste er dog enkle animationer, som både har det rigtige, visuelle udtryk, og som ikke trækker for tunge veksler på din hjemmeside, der, som bekendt, skal kunne indlæses rasende hurtigt. Selvom en velproduceret video kan give et professionelt og lækkert udtryk, kan den nemlig også belaste indlæsningstiden dramatisk i forhold til de lette animationer.

Et hurtigt kig i spåkuglen peger også imod større brug af stilrene animationer i fremtiden, fordi brugen af levende billeder er en effektiv storytelling-teknik - den har nemlig allerede opmærksomheden fra starten. Vær derfor opmærksom på, om nogen af din virksomheds videoklip kan omdannes, om en minimalistisk animation kan tjene det samme formål, og om den ikke endda er bedre. Det vil den nemlig ofte være. Samtidig er det en cool, klar og sikker måde at forklare din besøgendes næste skridt i købsrejsen, fastholde opmærksomheden eller bare informere - og så behøver det heller ikke være svært at producere.

 

 

Et af de mange begreber, man i 2020 kan risikere at stifte bekendtskab med, er udtrykket progressive image loading. Det betyder i al sin enkelthed, at din hjemmesides billeder i første øjeblik starter med et grynet eller sløret udtryk og lynhurtigt bliver gradvist klarere. På denne måde minimeres ventetiden, og de besøgende får bedre chancer for at bevare fokus. Dette er specielt meget populært på billedtunge sider som fx større webshops med mange produkter og kategorier. Et godt eksempel kunne være sportmaster.dk, som helt naturligt kræver, at gæsterne kan se vareudvalget fra første øjeblik.

 

Asymmetrisk layout

Mange hjemmesider er i dag rammesat i form af en fast og typisk meget ”velordnet” skabelon. I 2020 ser vi en langt større personlighed, individualisme og ubalance bryde med den gængse formel. Gitterstrukturen bliver smadret og brugt på en helt anden måde – fx med bokse i forskellige niveauer og størrelser, der møder hinanden.

Men husk, paradoksalt nok, at bevare balancen i det asymmetriske. Hjemmesiderne skal stadig være simple og brugervenlige og hænge visuelt sammen. Ligegyldig hvor meget man bryder de faste rammer og linjer, er der nemlig nogle designgreb, som skal overholdes for ikke at støde seeren eller læseren væk.

Dine brugere vil inddrages

Indholdet skal tale direkte til dine brugere. Din side skal være en personlig oplevelse og må ikke føles som en skabelon. Det skal altså afstemmes med forbrugernes forventning om større personalisering af deres onlineoplevelser.

Vi vil derfor se flere hjemmesider med elementer som quizzer og grafer, udregningsfunktioner og andre elementer, hvor man kan indtaste egne oplysninger. Det kunne være et landkort, der underbygger det, du læser og uddyber med flotte billeder og/eller bevægelse.

Men det skal ikke bare se lækkert ud, det skal også skabe værdi. Gerne så meget, at folk har lyst til at dele og dermed give dig links.

 

 

Chatbots/live servicechat

Vi har i dag at gøre med en distraheret og travl målgruppe, der altid er på farten, og din hjemmeside skal derfor lynhurtigt kunne imødekomme de behov, en besøgende har. Du vil, som de fleste andre, sikkert tænke at de famøse "chatbots" er spild af tid - hvem gider tale med en robot?

De er dog så avancerede nu, at det oftest vil føles næsten som en ægte, menneskelig oplevelse. Desuden er fordelen ved chatbots, at de genkender langt størstedelen af de ofte stillede spørgsmål, og derfor nemt og effektivt kan besvare dem i døgndrift. Derudover kan de indsamle informationer og statistik, som du kan bruge til at forbedre dem løbende. De er altså ikke nær så dumme, som man måske forestiller sig.

En anden oplagt idé er at anvende tale frem for tekst. Selvom folk efterhånden hurtigt kan formulere sig på skrift på mobilen, vil det typisk være lettere og hurtigere at formulere sig mundtligt. Og hvis det er nemt, så er det også godt.

 

Hvis du gerne vil vide mere om webdesign, tendenser og nye tiltag, som din hjemmeside bør indeholde, er du velkommen til at kontakte Trine Reinholdt og resten af vores skarpe web-afdeling.

Så finder vi sammen frem til den bedst mulige løsning.